Og selvom hverken Blachman eller Steno vil synes det er fedt, så har jeg udelukkende læst den på toilettet. Hvilket har været en vild kontrast til denne bog som er højragende og selvhøjtidelig; på den gode måde.
Bogen starter også ud med at Thomas Blachman bruger ord som Torben Steno indrømmer at han kender betydningen af. Og det er fortæller egentlig en del om bogen, hvor man oplever Thomas Blachmans ordforråd i fuld flor.
Det meste af bogen er af biografisk karakter, hvor man hører om Thomas Blachmans familie, barndom, karriere, mødet med hans kone og mange andre ting.
Og det giver en god indsigt i hvem vi har med at gøre og hvorfor han gør, og føler at han kan tillade sig de ting, som han gør og siger.
Blachman prædikerer omkring et generationsoprør, som han har taget helt til landets statsminister, og videre ud til omkring 2 millioner tv-seere i programmet X-factor. Min holdning til oprøret er at, hvis det overhovedet kan lade sig gøre, så bliver det et langt og sejt træk.
På den anden side så afføder hans fabuleren en masse lækre citater:
"Vi skal alle hjælpe hinanden til at mestre kunsten aldrig at undervurdere vores egen betydning og sprede vores lykke i stedet for at værne om den."
For Thomas Blachman vil os alle noget godt; nogen gange siger han bare nogle ting som tolkes som et direkte angreb til trods for at det er sagt med de bedste intentioner.
Han er bare direkte, og hvis man er vant til at alt bliver poleret og pakket ind, så virker det bare meget hårdere end det egentlig er ment; hvilket del grædende X-factor deltagere nok kan nikke genkendende til.
Men det er jo også her charmen ved manden ligger!
"Det er sgu da helt tåbeligt, at der blandt mange kulturradikale er en tendens til at mistænkeliggøre mennesker, der har et religiøst aspekt. Hvad er det, de selv står og laver klokken syv om morgenen?
De står og spiller den af i bruseren, fordi de har set en kvinde på universitetet dagen før, som de godt kunne tænke sig at kneppe, fordi deres parforhold fungerer ad helvede til, fordi det hele er ved at falde fra hinanden, fordi de ikke har nogen form for ydmyghed over for det, de har fået."
Hvis der er noget som den her bog har lært mig; så er det at være tilfreds og ikke mindst ydmyg omkring det som jeg har fået. Jeg har altid flakket omkring fra projekt til projekt. Jeg har ikke rigtig opnået eller fuldført noget, og nu har jeg bare ro i sindet.
Jeg tror aldrig, at jeg har, følt mig tilfreds før; og det er bare som om at jeg er opslugt af en rolig og ydmyg lykke-følelse.
Den her bog faldt ned i mit skød på det rigtige tidspunkt og forstærkede min udvikling.
Desuden har den og Thomas Blachman givet mig lyst til at høre jazz, og det er der også en vis ro omkring.
Jazz is good!
Så hvad vil jeg egentlig sige om denne bog? Den er god; Den egner sig til at blive læst i brudstykker, men også som helhed. Den sætter tanker i gang, og det er vel noget af det vigtigste en bog kan gøre for en, ik?
"Aldrig har vi boet tættere, aldrig har vi været mere ensomme. Det er fandeme et paradoks. [...]
Jeg har fået børn, min kone har født de hænder, der skal holde mig i hånden, når jeg dør. Og ingen skal fortælle mig at der ikke er nogen mening"
Bogen kan købes i Arnold Busck for små 30,-
Ingen kommentarer:
Send en kommentar