Minder: Fra en grusvej på Stevns

Det er mærkeligt det dér med at nogle steder har haft indflydelse på ens liv.
Ikke en stor og radikal indflydelse, men bare stedet har bare haft en betydning der var stor nok til at jeg i denne omgang følte at jeg kunne videre give mine tanker.

Den anden dag stod jeg og kiggede på denne grusvej, og pludselig fandt følgende minder deres vej til min bevidsthed.
Tilbage i dagene, dengang hvor jeg var 15-ish, hang jeg med en gut, som var noget af en drengerøv - altså mere end jeg selv var på den tid - den stod på knallerter, bajer og læssevis af damer.
Vi sad hjemme hos ham og læste pornoblade, efter et stykke tid skulle man så rejse sig op for at de andre kunne se om man havde fået jern på.
Stenet leg, men et eller andet skal man jo tage sig til, når man er ung på landet.

I den anden ende af vejen boede den lokale dommer sammen med har familie, heriblandt to yderst velskabte døtre. Den ene af dem var klassekammerat med min med-radiovært og nabo, som gik på den lokale friskole i en anden by.
En dag efter vi havde været oppe ved ungdomsklubben eller noget i den dur, og der var vist blevet indtaget noget alkohol involveret. Vi endte med at følges hjemme, og kysse lidt. Herefter luskede vi ind i krattet i bibliotekets have, og det var egentlig meningen at vi nu skulle knalde.
Jeg husker at hun sagde noget om at hvis jeg gik ned på hende, gik hun ned på mig.

Og så kom der pludselig en hund væltede!
Nu stod hundens ejer så og lurede ind i krattet for at finde ud af hvad hunden havde fundet, mens han kaldte på den. For pokker det var akavet, og der blev ikke mere hankypanky herefter.

Midt på denne vej sker der noget langt mere tragisk, og heldigvis var jeg ikke vidne til det.
Jeg ved egentlig ikke hvordan jeg skal starte den her historie, da den er pænt ubehagelig:
Min kammerat Køteren blev i en alder af 4 skambidt af 4 rottweilere på denne vej; hvilket har medført at hans hovedbund er helt smadret og et stort sår.
Heldigvis skal han her i slutningen af sommeren opereres, og forhåbentlig vender hans hoved tilbage til en nogenlunde normal stand. Jeg er vitterlig glad på hans vegne.

Det ironiske er at han den dag i dag laver musik, titulerer sig selv som Køter og har en hund som han elsker og forguder.
Det kan man da kalde skæbnens ironi.

Og alt dette har udspillet sig i mit liv i forlængelse af en grusvej på Stevns.