Nej, jeg siger op! Ikke mere Sisyfos til mig, ikke mere underkastelse for en sten der triller ned i hovedet på mig og truer med at udslette mig.
Jeg træder til siden, og lader stenen rulle ned for enden af bakken, hvor en anden kan samle opgaven op, når stenen er klar til det.
Jeg har ødelagt mig selv for at skubbe en sten. En sten som ikke gjorde andet end at lade mig starte forfra gang på gang.
Hvordan blev du en sten.
Hvordan blev det som mit hjerte begærede en sten, der truede med at udslette mig. Hvordan kunne mit hjertes begær flå hjertet ud af brystet på mig og efterlade mig med en lige så lad og fesen følelse som den kliché hjerte-metaforen er.
Jeg føler mig lad, fesen, handlingslammet..
tillægsord.
Tillægsord.
TILLÆGSORD!
Det er de svære dage, hvor vinderen sætter den ene fod foran den anden og kommer videre.
Indtil videre er jeg trådt til siden og har undgået at blive udslettet af dig, dumme sten, og mig selv, dumme selvmedlidende fjols.
Giv mig et fortress of solitude og et hulemands kursus hos Karl Mar Møller.
Lad mig råbe af himlen og forbande dit navn.
Lad mig give dig kærligheden at føle med en syngende lussing som sidevogn!
Det her holdt op med at handle om dig og mig for længe siden
Alt hvad der er tilbage er det faktum at jeg narrede mig selv.
Jeg ønskede kærligheden så meget at jeg ikke kunne se at den var væk!
Og hvad har jeg lært?
At man skal se sandheden i øjnene.
Hive plasteret af med det samme.
Og ellers være glad for hvem man er…
ellers får andre meget svært ved at være det for dig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar