Ærlig snak: Jeg har længe opført mig som en struds, der spillede død i håb om at problemerne forsvandt, hvis bare jeg ignorerede dem.
Men som vi alle ved som er det mere held end forstand, hvis det lykkedes.
Længe har problemerne, og frustrationen over dem, tårnet sig op, og ingen af dem er gået i sig selv. I skolen har jeg opbygget en lektie-pukkel, på jobbet har mit fravær resulteret i en mindre løn, og der hjemme er rodet bare blevet værre og værre.
Hvad fanden er der egentlig galt inde i mit hoved?
Jeg mener, jeg er da en rationelt stærk person, som er god til at finde løsninger; så længe at de ikke kræver at jeg ændrer på mit eget liv, for det kan jeg bare ikke finde ud af.
Eksempel: Jeg sidder og skriver på en blog om at jeg har svært ved at tage mig sammen, i stedet for at lave de lektier, som det egentlig handler om.
Go figure!
I mit forsvar, så er jeg på arbejde, mens at jeg laver det her. På den anden side, så mister jeg min SU, hvis ikke jeg kaster mig over mine skole-opgaver, NU.
Hvor om alting er, så må jeg hellere komme i gang, og så skrive senere, hvis ellers der er en udvikling - hvilket der forhåbentlig er!

Ingen kommentarer:
Send en kommentar